Det er muligt at lære mennesker med autisme til at kunne reducere den angst, der opstår i forbindelse med de besværligheder, som autisme medfører, ligesom det hjælper at omgivelserne kan afhjælpe angsten bedre, hvis de har kendskab til hvordan man kan støtte, og derfor vil det ofte være en fordel, hvis forældre eller andre familiemedlemmer, personale eller andre som står tæt på personen, kan komme med i behandlingsforløbet.
Det er nyt, at man har indført begrebet spektrum i de internationale diagnosesystemer i forbindelse med autisme, selvom det blev foreslået i 1970’erne af den engelske psykiater Lorna Wing. Wing introducerede ”det autistiske spektrum” og pegede med dette begreb på, at børnene, der faldt ind under autisme, udviste forskellige variationer af symptomer og forskellige grader af autisme.
Autisme er en bred betegnelse for udviklingshæmmede lidelser, der starter tidligt i barndommen, som i høj grad påvirker sociale færdigheder, kommunikative evner, kognitive og følelsesmæssige funktioner, hvor barnet oftest er mentalt retarderet, udviser ofte repetitive og stereotyp adfærd, og har meget begrænsede og fastlåste interesser.
Årsagerne til autisme skal i høj grad findes i genetiske forhold, da autisme er er stærkt knyttet til skader på DNA og til arvelige forhold. Der er dog kun ca. 30 % af de forskellige grupper af autisme, som vi kender den årsagen til. Der er nogle forskere, som påpeger en mulig sammenhæng mellem autisme og patogene (sygdomsskabende) mikroorganismer (Finegold S.M. et al. 2002), og det er muligt, at inflammatoriske tilstande i fostertilstanden kan frembringe autisme, hvis de fremkalder hjerneskader, men ud over inflammation kan genetiske forhold se ud til at spille den væsentligste årsag til autisme.
I de sidste årtier er forekomsten af autisme steget (Fombonne E., 2009). I 1966 blev det vurderet, at det var 4,5 ud af 10.000, som havde autisme (Lotter V., 1966). I 1992 blev det vurderet til at være 19 ud af 10.000 (Newschaffer C.J. et al., 2005). Forekomsten af autisme mente man i 1993 var 5 ud af 1000, og for drenges vedkommende er den 4 gange højere end hos piger (Baird G. et al., 2003), og i 2006 var vurderingen steget til 90-116 ud af 10.000 (Baird et al., 2006; Daniels D. et al., 2009; Elsabbagh M., et al 2012). Der er flere undersøgelser, der undersøger forekomsten af autisme i befolkningen igennem de sidste 20-30 år, og de viser alle sammen en voldsom stigning brugen af autisme-diagnosen (Baird G. et al 2003, Blumberg S.J., et al 2013, Hansen S.N., et al 2014, Zaboltsky B., et al 2015).
Det skal da understreges at brugen af psykiatriske diagnoser generelt er steget markant de sidste 20-30 år, og det er på trods af at man har fundet ud af, at der er mellem 40-70 % fejl hos psykologer og psykiater, når de stiller psykiatriske diagnoser (Freedman R. et al 2013; Regier D., et al 2013), og samtidigt med dette er brugen af psykiatriske diagnoser steget voldsomt. De fleste psykiatere og psykologer har ikke noget dybere kendskab til den videnskab, som betegnes som psykiatrisk nosologi (læren om diagnoser og diagnosticering), hvilket nok er en væsentlig årsag de til de mange fejl, men der er også problemer med diagnoserne som for eksempel med ADHD/ADD-diagnoserne, som har vist sig ikke at være videnskabelig brugbare overhovedet, fordi de har meget store symptomoverlap og symptomsammenfald med andre psykiatriske lidelser og mange fysiske lidelser (se www.adhd-add.dk).
Vi ser da også mange fejldiagnoser på børn, unge og voksne med autisme, hvor der er stillet en autisme-diagnose, men hvor det viser sig ikke at være rigtigt. Det er dog sjældent, at vi ser voksne mennesker med autisme uden at de har fået diagnosen. Disse forhold hænger sandsynligvis sammen med, at man overdiagnosticerer generelt med psykiatriske diagnoser, og muligvis fordi at mange psykiatere og ikke mindst psykologer har svært ved at stille denne type diagnoser.
I Center for Kognitiv Adfærdsterapi forskes der i psykiatrisk diagnostik, ligesom der forskes i behandling af angst, OCD, depression og selvværdsproblemer. Denne type forskning plejer at være forbeholdt universitetshospitaler, men da vi i Center for Kognitiv Adfærdsterapi mener, at man opnår den bedste behandling igennem viden, er det os magtpåliggende at lave forskning for at forbedre vores behandlingsmæssige resultater såvel som at kunne bidrage med ny viden i området.
Mennesker med hjerneskader kan også udvikle angst
Mennesker, der for eksempel har fået en hjerneskade, er også mennesker, der kan udvikle angst - især hvis deres evner til at forstå og begå sig i verden påvirkes drastisk. Vi tilbyder også disse mennesker hjælp til at kunne håndtere angsten og til at håndtere andre symptomer og problemer, der kan opstå i den forbindelse.